Alle de liv

Normalt vil jeg ikke starte en anmeldelse sådan her, men det er en lidt speciel bog. Det er vigtigt, da familie, venner og kollegaer læser med her. Den ene af de to kvinder, vi følger i bogen, har ALS (amytrofisk lateral sklerose), der desværre forkorter et menneskes liv drastisk. Selv om symptomerne beskrevet i bogen ligner mine, så har jeg IKKE ALS, men derimod multipel/dissemineret sklerose, som påvirker mit liv, men forkorter ikke min levealder. Men som altid: er der noget, I vil vide, så spørg løs.
 

Emilie og Solveig er to veninder, der er på road trip i Californien - et gammelt ønske om at rejse sammen er blevet en realitet. Der ligger også en barsk realitet i baghovedet, for det er sidste chance for Emilie at tage på sådant et eventyr, da hun er diagnosticeret med ALS. Solveig er forfatter og, Emilie opfordrer hende til at skrive hendes historie. Hjerteskærende tanke for Emilie, at hun kun har veninden på lånt tid og overvejer hendes tilgang til at opfylde venindens ønske.

Bogen tager udgangspunkt i rejsen som en dagbog, men er også flankeret af både historier fra fortiden og tanker om, hvordan kunne fremtiden se ud, hvis Emilie ikke havde ALS. Emilie må holde pauser ofte, når det ikke er belejligt. Det er svært at pludselig være ude af stand til at gøre noget, som man tidligere har gjort/taget som en selvfølgelighed. Samtidig forstår hun at gribe positive ting og fokusere på dem fremfor hendes egen situation. For Solveig betyder det, at hun tit må spørge sig selv: skal jeg blande mig eller ej. Gennem minderne fra fortiden lærer vi deres venskab at kende. 
 
 
Litteratur arrangement på Gentofte Hovedbibliotek 19. april 2018 (eget foto)

Bogen gik rent ind og tog på en måde lidt pusten fra mig. Jeg kunne genkende så mange tanker, symptomer.... ja temmelig mange aspekter om det at leve med en invaliderende sygdom. Det er tydeligt, at Emilie har valgt at leve med sygdommen og ikke være sygdommen, hvilket kan være svært for mange omkring en syg person at acceptere og/eller endda forstå. Hvor går grænsen mellem at man automatisk giver en hjælpende hånd kontra spørger om der er brug for en hjælpende hånd? Og kan/vil den syge spørge om hjælp, når/hvis det er nødvendigt? De grænser kan være ret svære at definere for alle parter.
 
Lige som to mennesker ikke læser en bog ens, lige så forskellige er både den syge men i høj grad også de personer, man er omgivet af. Det er ikke en selvhjælpsbog, så jeg vil derfor ikke kun anbefale den, hvis man selv er syg, men også til pårørende/bekendte - man finder ud af, at man ikke er alene med mange tanker. Jeg selv plejer at beskrive min tilgang til min sklerose, at jeg skal være larmende klar over, at den er til stede men samtidig også prøve at leve et normalt (som overhovedet muligt/realistisk) liv. Det er en balancegang, som jeg konstant må øve mig på at mestre.

Bogen er inspireret af, at forfatterens egen veninde har diagnosen, men bygger ikke på virkelige hændelser - Beskrivelserne af turens flotte omgivelser bærer præg, at forfatteren selv har været i området. Selv om man ikke er syg eller kender en, der er det, så er bogen værd at læse netop fordi, den er godt skrevet og realistisk.



⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ (5 af 5 - følger GoodReads rating)




Forfatteren med bogen, som er den anden hun har fået udgivet (eget foto)



Original titel: Alle de liv
Forfatter: Signe Langtved Pallisgaard
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Sprog: dansk
Udgivet: 5. februar 2018

Comments

Popular posts from this blog

Hjerteknuser

Når tiden går i stå

Ulveungen Urds uhyggelige halloween